TSK Cup 2014

Tårnby Styrkeløfterklub (TSK) afholdt i weekenden et af Danmarks største styrkeløftstævner, TSK Cup 2014.

I afdelingen med udstyr, løftede Kim Dahl Hansen sig til en 1. plads i 93 kg klassen med resultaterne 287,5 kg i squat, 180 kg i bænkpres og 295 kg i dødløft, samlet 762,5 kg. Det var dansk master 1-rekord (40-49 år) i både squat, dødløft og sammenlagt for Kim, der endvidere blev stævnets bedste løfter på points på tværs af alle vægtklasser. I 83 kg klassen var der debut med udstyr for Mikkel Madsen, som løftede en solid serie og endte med 215 kg i squat, 130 kg i bænkpres og 197,5 kg i dødløft, totalt 542,5 kg, hvilket rakte til en sølvmedalje. Sølv blev det også til for Jens Jepsen i 105 kg klassen med resultaterne 252,5 kg i squat, 200 kg i bænkpres og 247,5 kg i dødløft, totalt 700 kg. Endelig blev det til guld i 120 kg klassen til Claus Jørgensen med resultaterne 225 kg i squat, 187,5 kg i bænkpres og 237,5 kg i dødløft, totalt 650 kg. Både squatten og dødløften var danske master 2-rekorder (50-59 år).

I afdelingen uden udstyr var der i kvindernes 63 kg klasse debut til Trine Grønkjær. I en stærkt besat klasse løftede hun sig til en flot 4. plads med resultaterne 92,5 kg i squat, 55 kg i bænkpres og 115 kg i dødløft, totalt 262,5 kg. I herrernes 83 kg klasse stillede Mickel Dahl Flensborg, der normalt er udstyrsløfter, for første gang op uden udstyr. Som klart yngste løfter i det ti mand store felt løftede Mickel sig til en imponerende 6. plads med 187,5 kg i squat, 102,5 kg i bænkpres og 227,5 kg i dødløft, totalt 517,5 kg. Både squat, dødløft og total var danske sub-junior-rekorder (14-18 år). I den 16 mand store 93 kg klasse løftede både Mikkel Hansen samt Kim Dahl Hansen. Selvom Kim også havde løftet med udstyr dagen inden, trak han alligevel det længste strå af de to og fik en flot bronzemedalje med resultaterne 210 kg i squat, 120 kg i bænkpres og 237,5 kg i dødløft, totalt 567,5 kg. Mikkel Hansen fik en ligeledes flot 5. plads med personlige rekorder over hele linjen og resultaterne 190 kg i squat, 130 kg i bænkpres og 235 kg i dødløft, totalt 555 kg, hvilket var personlig rekord med hele 35 kg.

Tårnby SK blev stævnets 3. bedste klub, kun ét point efter Odense BBC på andenpladsen, mens Københavns SK kom på førstepladsen.

STORT TILLYKKE TIL ALLE 😉

Scroll to Top